Økonomi
S mener, at selv en stram økonomi giver plads til visioner, der skal udvikles i samarbejde med byens borgere og ansatte.
En økonomi i balance er forudsætningen for tryghed og udvikling i Hillerød Kommune. Med en god kommunal styring af kommunens økonomi vil Hillerød fortsat være et trygt sted at leve og bo.
Finanskrisen og efterdønningerne af kommunesammenlægningen har ramt os hårdt.
I sådan en situation ville det ikke have nyttet, at vi havde sat os med hænderne i skødet, sparet op og ellers ventet på blidere tider. Det har kaldet på handlekraft og løsninger. Det har været hårdt arbejde at samle opbakning til de svære beslutninger, mod til at føre nedskæringerne ud i livet og viljestyrke at stå ved vores valg. Men det er lykkedes – en linje S vil fortsætte fremover.
Ansvar og dialog
En ansvarlig økonomisk politik er et kommunalt budget, der ikke skubber udgifterne videre til kommende generationer. Det er også en politik, som altid vurderer, om kommunale ydelser kan gøres bedre og billigere til gavn for byens borgere.
Politikernes opgave er at træffe de beslutninger, som skønnes at være mest bæredygtige på kort og lang sigt – beslutninger som nogle gange er svære, men ikke mindst nødvendige, for den fremtidige udvikling af Hillerød by.
S arbejder igennem dialog, fordi vi ved, at beslutninger truffet lokalt har stor betydning for byens borgere.
Stram økonomi med plads til visioner
Hillerød Kommune har lige nu en stram økonomi, men selv om bukserne ”strammer” er der plads til visioner. I Hillerød har vi engagerede borgere, der vil være med til at udforme nye visioner for kommunen – i fællesskab med politikerne.
Derfor skal vi også fortsat gribe de muligheder, der venter lige om hjørnet. En kommune, der investerer med ansvar, spreder nemlig ringe i vandet og tiltrækker endnu flere borgere, nye arbejdspladser og ekstra penge i kommunekassen; og på den måde kan vi løfte hele Hillerød Kommune fremad – til glæde for os alle sammen.






