Trafik
S vil give bedre plads til bløde trafikanter og arbejde for udviklingen af kollektiv trafik i Hillerød.
S vil i højere grad lede bilerne uden om bykernen og give plads til cyklister og fodgængere – gennem bedre parkeringsforhold og flere cykelstier. Det skal også være nemmere og hurtigere at komme til og fra Hillerød.
Bedre plads til bløde trafikanter
S er for en trafikpolitik, der gør midtbyen i Hillerød mere fredelig og sikker for bløde trafikanter. Vi har en vision om, at biler uden ærinde skal ledes uden om bykernen.
Bykernen skal fortsat være et aktivt sted med mulighed for mange forskelligartede aktiviteter, shopping samt bevægelsesmuligheder for byens borgere. Men det kræver, at der sikres gode parkeringsforhold i tilknytning til de nuværende trafikveje.
Cykelpolitikken i Hillerød
S arbejder for at virkeliggøre kommunens visioner for cykelpolitikken i Hillerød. Vi skal alle op på cyklen – og cyklen skal være det mest naturlige transportmiddel. Det skal være sikkert og trygt at cykle, og derfor skal trafiksikkerheden vægtes højt.
S arbejder for, at flere Hillerød-borgere tager cyklen i stedet for bilen. Vi vil øge antallet af borgere, der cykler fra de nuværende 16 % til 20 % inden 2020.
Udvikling af den kollektive trafik
S vil gøre det nemmere at anvende kollektiv trafik af hensyn til sikkerhed, sundhed og klima.
Hillerød er en pendlerkommune. S har i sidste valgperiode arbejdet for at få hyppigere og hurtigere S-tog til Hillerød. Dette mål er rykket lidt nærmere med beslutningen om at påbegynde miljøundersøgelser af et dobbeltspor for S-toget mellem Hellerup og Holte. Et ekstra spor vil skære hele otte minutter af turen mellem Hillerød og København.
S vil gøre det lettere for passagerer at skifte mellem lokalbane og S-tog ved at bygge en helt ny S-togsstation ved Overdrevsvejen.






