René Silword

Hillerød Kommune skal være et godt sted at vokse op, drive virksomhed og udfolde sig i fritiden. Det kræver, at vi prioriterer en fælles indsats og et stærkt makkerskab mellem byråd, erhvervsliv og idrætsforeninger. Vi kan rigtig meget – sammen.
Samarbejde om udvikling
Jeg vil i byrådet arbejde for:
Stimulerende opvækst til børn og unge
Hillerøds børn og unge fortjener de bedste muligheder for at udvikle og udfolde sig, og vi skal sætte ind på alle niveauer: Det gælder behovet for nye undervisningsmaterialer i skolerne, mere bevægelse i børnenes dagligdag og et skarpere øje for udsatte familier og deres behov.
Parløb mellem kommune og erhvervsliv
Vi skal styrke kommunens økonomi ved at tiltrække mennesker og virksomheder. Jeg tror på et fortsat tæt parløb mellem erhvervslivet og kommunen; og vejen er, at vi sætter spor i folks bevidsthed ved at markere Hillerød på landkortet med innovation, erhverv og sport.
Sport i attraktive rammer
Sammen med resten af byrådet vil jeg gerne tilbyde sunde fritidsaktiviteter i trygge rammer til alle børn i kommunen. Men det kræver, at vi også forbedrer de fysiske rammer for idrætsklubberne, så vi på den måde kan fremme lysten til at dyrke sport – måske endda på højt niveau.
Mød mig
Mange borgere kender mig fra de mange dialogmøder med brugerbestyrelserne i daginstitutionerne og på skoleområdet, som jeg har deltaget i som formand for Børne- og Familieudvalget. Den direkte kontakt har givet mig et stort indblik i dagligdagen på institutionerne – også set fra forældrenes side.
I min fritid har jeg kastet mig over idrætten, især fodboldverdenen, hvor jeg sidder i bestyrelserne for KBK Hillerød og Hillerød Fodbold.
Jeg er 53 år gammel, social- og sundhedsassistent og har 20 års erfaring inden for hospitalsverdenen. I dag arbejder jeg på et plejehjem, jeg er gift med Choo og har to voksne børn og et barnebarn.
Vil du vide mere?
Du kan følge mig og mine mærkesager på Facebook.






