Hugo Holm Hansen

Hugo Holm Hansen

Hillerød er en dejlig by, der bliver bedre år for år. Den gode udvikling skal fortsætte – også i økonomiske krisetider. Derfor skal byrådet i de kommende år både sikre kommunens økonomi og have modet og visionerne til at møde fremtidens udfordringer inden for sundhed, uddannelse og klima.

 

Sundhed, skoler og CO2

Jeg vil i byrådet sætte fokus på:

Et Hillerød, der strutter af sundhed
Det er kommunens ansvar at skabe rammerne for gode motions- og kostvaner, så det bliver nemmere for os alle at træffe sunde valg i hverdagen. Jeg siger nej til fedme og fysisk inaktivitet og ja til flere løbe- og cykelstier i Hillerød, flere idrætstimer i skolen og plads til leg i fritiden.

Et løft til folkeskolerne
Vores folkeskoler trænger til forandring. Der er brug for flere undervisningstimer og lærebøger fra dette årtusinde; og så skal det være slut med dokumentation i tide og utide, så vi i stedet kan fokusere på engagement, ledelse og reel indflydelse til forældrene.

En CO2-neutral kommune
Tiden er kommet, hvor snakken om klimaændringer skal afløses af handling. Hillerøds daginstitutioner og skoler må engagere sig, for det er netop vores børn, der skal leve med klimaændringerne. Derudover skal vi etablere en ordning med kommunale klimakonsulenter, der kan rådgive institutioner, virksomheder og private.

 

Mød mig

Jeg tror på, at den største kraft til forandring findes i os selv. Derfor skal byrådets beslutninger og visioner lægge op til, at vi alle tager ansvar for fællesskabet. Det gælder, når vi skal skabe en sundere by, når vi vil styrke vores skoler, og når vi skal føre Hillerød trygt gennem klimaændringerne.

Jeg er 54 år og bor på 10. år i Tulstrup sammen med Anne og to af vores fire børn. Jeg er formand for skolebestyrelsen på Alsønderup Skole og arbejder til hverdag som udviklingschef i Astma-Allergi Forbundet. Tidligere har jeg været uddannelsesleder i FOA Nordsjælland og informationschef i AOF Danmark.

Vil du vide mere?
Kontakt mig på mail, eller mød mig på Facebook. I gruppen ”Hugos 500 km. til byrådet” kan du følge med i, om jeg fra den 17. juni frem til valget den 17. november når at løbe 500 km. Det er en del af min personlige plan for et sundere liv – også i politik.